Amsterdamhusene 

 - i centrum af Frederikssunds nye havnefront

Hjem

Arbejdsgrupper Beboerne Foreningerne Kommunen Aktiviteter Debat

Historien bag navnet "Amsterdamhusene"

Når man ser bygningen langs havnekajen og kanalen, så kunne man godt forledes til at tro, at navnet er opfundet for nylig af en smart ejendomsmægler på grund af ligheden med byen Amsterdam.

Men navnet "Amsterdam" har faktisk en lokal historie, som er mere end 200 år gammel. Allerede i 1801 lå der i landsbyen Uddesundby, som blev indlemmet i Frederikssund i 1868, en gård med det besynderlige navn "Amsterdam". Gården lå oprindelig lige øst for den nuværende Jernbanegade, på det hjørne, hvor vi idag finder BR Legetøj. Amsterdam-gården brændte i 1838 og blev genopført lidt længere sydpå, men eksisterer ikke længere.

På den modsatte side af Jernbanegade (dengang Strandgade) ejede Amsterdam-gården nogle grunde i strandkanten langs med den bugt af fjorden som senere blev til Bløden. De blev udstykket til håndværkerboliger, og allerede i 1822 lå der de første fire"Amsterdamhuse". Senere kom der flere til, og mange af dem ligger der den dag idag, imellem Jernbanegade og Bløden. Det er typisk for håndværkerhusene, at de fleste har en port, der fører fra gaden ud til værkstedet bag ved huset.

(Kilde: Knud B. Christoffersen: Købstaden Frederikssund historie 1801-1970 side 90-92)

Som omtalt i Fjordbyerne 15. februar 2006 har man sidste år fundet et maleri malet i 1857 af smedelærling H.P. Axelsen. Det er det ældste kendte maleri af Frederikssund, og det viser udsigten fra tårnet af Frederikssund kirke.

På maleriet kan man se den genopførte Amsterdam gård (1), som før branden lå på den åbne plads (2) midt i landsbyen, og man kan se en stribe af de oprindelige Amsterdamhuse (3) langs med den bugt, der nu er Bløden. Der hvor Amsterdamhusene ligger nu (4) var der dengangt kun en dæmning, som forbandt spidsen af Kalvøen med "fastlandet". Den er begyndelsen til den efterfølgende tørlægning af Bløden, som gjorde Kalvøen landfast..

Maleriet er restaureret med støtte fra Nordea og vil sener på året kunne beses på Museet Færgegården.

(Maleriet er affotograferet af Kjeld Moselund med tilladelse fra Nordea)